
Bløde klassiske pandekager
Du ved, sådan nogle bløde pandekager du automatisk rækker hånden ud og hapser en mere af. De er simpelthen så lækre at de nærmest smelter i munden… Okay, det er måske lidt af en overdrivelse, men de smager sindssyg godt.
Hemmeligheden bag disse klassiske pandekager, ligger i det brunet smør som tilsættes i dejen mens smørret er lunt. Det brunet smør giver et let strejf af hasselnød hvilket klæder pandekagen ufattelig godt. Det lune smør gør dejen mere luftigt og cremet, så dejen nærmest bliver fløjlsblød.
I denne opskrift har jeg lavet pandekagen neutral så den kan bruges som madpandekage, men du kan hurtigt omdanne dem til en dessertpandekage ved at tilsætte lidt sukker og vaniljesukker.

Advarsel: du kommer med garanti til at spise et par stykker (eller flere) undervejs, så det stykantal der er angivet er med forbehold ツ
Antal: 15-17 stykker
Du skal bruge:
- 6 æg (mellemstore)
- 6 dl sødmælk
- 300 gram hvedemel
- 1 tsk salt
- 50 gram smør
- Smør eller olie til stegning
Du skal gøre:
Smelt smørret i en lille gryde til det er brunet (må ikke brænde på, så hold godt øje med smørret).
Pisk æggene sammen i en skål. Tilsæt mælken lidt af gangen i æggene mens du pisker med et piskeris. Pisk indtil æg og mælk har samlet sig til en glat masse.
Tilsæt salt.
Tilsæt melet lidt af gangen i ægge-mælkemassen mens du fortsat pisker med piskeriset.
Når det hele er blandet sammen til en glat dej, tilsættes det lune brunet smør i en tynd stråle mens du fortsat pisker.
Lad dejen hvile i køleskabet 1 time (eller længere).
Efter køl:
Varm panden godt op, og tilsæt en klat smør eller lidt olie. Hæld en passende mængde dej på panden, og vip panden så dejen bliver ligelig fordelt.
Brug et decilitermål, suppesøerske eller en anden måleenhed, så du bruger nogenlunde samme mængde dej til hver pandekage. Steg pandekagerne ved middelhøjvarme et par minutter på hver side eller til de er gyldnebrune.
Velbekomme













