
Pasta med broccoli og bacon
Lækker pastaret, hvor pasta, broccoli og bacon smovset godt ind i bechamelsauce og parmesan, og så en tur i ovnen. Denne ret smager piv lækker, og så er den ovenikøbet nem at lave.
Den perfekte hverdagsret til den travle dag, hvor du ikke har tid til at stå (alt for længe) i køkkenet.
Tiden udnyttes optimalt ved, at du laver bechamelsaucen og steger baconen, mens pastaen koger, og sparer dermed tid.
Du kan med fordel tilsætte eksempelvis ærter og rød peberfrugt som ekstra elementer, eller hvis du har nogle andre grøntsager som trænger til at blive spist.
Jeg har valgt fløden fra og lavet en bechamelsauce i stedet for, hvilket smager så meget bedre og giver en mere cremet konsistens til retten.
Der kan gemme sig mange urenheder i broccoli, så har du tiden til det, så læg gerne broccolien i en skål med koldt vand en times tid før du skal lave retten, for at få den skyllet grundigt.
Jeg køber et stort stykke bacon og selv skærer i tern, og dermed mulighed for at lave nogle større tern, som giver en god mundfølelse og større smagsoplevelse, plus at jeg synes jeg får en langt bedre kvalitet bacon, ved at købe et helt stykke, og skære selv.
Antal personer: 3
Du skal bruge:
- 1 broccoli
- 2-300 gram bacon i tern
- 400 gram pastaskruer
- 1 løg (stort)
- 50 gram parmesan
Bechamelsauce:
- 40 gram smør
- 40 gram mel
- 6 dl mælk (kold)
- ½ grøntsagbouillon
- ½ tsk sennep
- 1/4 tsk muskatnød (friskrevet)
- Salt og friskkværnet peber
Du skal gøre:
Skær stokken af broccolien (gem stokken), del broccolihovedet i mindre buketter og skyl grundigt. Læg derefter broccolien på et rent viskestykke, for at fjerne det sidste vand.
Tænd ovnen på 200 grader (almindelig ovn).
Pil løget, halvere og skær i tynde skiver. Kog pasta efter anvisning på pakken.
Steg bacon på en pande. Når baconen er færdig stegt tages den af panden og lægges på en tallerken beklædt med køkkenrulle (til at suge det overskydende fedt). Steg broccoli og løg på panden i baconfedtet ved svag varme. Pas på at løget ikke bliver brunt og brændt. Vend broccolien jævnlig så den får lidt farve på begge sider (hvis du ikke synes der er nok baconfedt på panden, så tilsætter du blot lidt olivenolie). Sluk for blusset og lad broccoli og løg ligge på panden indtil retten samles.
Bechamelsauce:
Tag en lille gryde (kasserolle) og smelt smørret i gryden ved jævn varme. Når smørret er smeltet tilsættes melet. Rør godt rundt (gerne med en grydeske) for at få ‘smørbollen’ varmet godt igennem, så du undgår at saucen kommer til at smage af mel (det gider vi ikke). Tilsæt mælken lidt af gangen, indtil at mælken er tilsat, mens du konstant rører/pisker rundt med et piskeris (gerne et træpiskeris) for at undgå at det brænder på.
Smuldre bouillonen ned i saucen og skru (lidt) op for blusset og varm saucen godt, mens du konstant rører rundt. Her er det vigtigt at du er tålmodig og bliver ved med at rører rundt indtil at saucen begynder at blive tykkere og cremet (det kan tage 5-10 minutter). Når bechamelsaucen er blevet lækker cremet og den er varmet godt igennem, skrues ned for blusset til svag varme, og sennep og muskatnød tilsættes. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Tag et ildfastfad som kan tåle at komme i ovnen. Bland pastaen, bacon, broccoli og løg sammen i fadet og hæld bechamelsaucen henover og vend det hele sammen i fadet. Rive parmesan henover retten, og sæt fadet midt i oven i ca 20 minutter ved 200 grader (almindelig ovn).
Velbekomme.
Broccolistokken kan du bruge til at lave linsedeller, pesto, skære i tynde skiver og fritere i olie. Smid endelig ikke den ud, for den smager fantastisk.













