Hjem » Brownie

Brownie

Brownie med chokolade

Verdens bedste brownie der smager piv lækkert, fyldt med mørk chokolade og kakao. Blød og svampet som en brownie skal være. Perfekt til en god kop kaffe eller som dessert med vaniljeis eller blot en klat creme fraiche.

Det lyder måske svært at bage en brownie, men det er det slet ikke, hvis du følger fremgangsmåden i opskriften. Det er i hvert fald vigtigt at sukker og æg bliver pisket rigtig godt sammen til en tyk luftig æggesnaps. Det er også vigtigt at du bruger en god chokolade, for god kvalitet betyder at kagen smager endnu bedre.

Jo bedre kvalitet chokolade jo bedre resultat. Jeg har brugt mørk chokolade af 70% hvilket giver en ufattelig god og intens smag.

Brownien skal helst være lidt underbagt – så er den bedst – men den skal heller ikke være flydende, men heller ikke gennembagt. Den skal være en mellemting hvor den stadig er skøn svampet.

Vigtigt: brownien skal ikke gennembages helt, der skal sidde lidt kagedej på stikkepinden/kniven, når du stikker den.

Har du ikke saltflager, så drop saltet, for fint salt dur simpelthen ikke. Saltflager er ikke livsnødvendigt, men det gode ved saltet er, at det fremhæver chokoladesmagen og giver et godt spil til den søde smag.

Antal stykker: 15-16 stykker

Du skal bruge:

  • 130 gram smør
  • 250 gram sukker
  • 2 spsk kakao (ren kakao uden sukker)
  • 250 gram mørk chokolade 70%
  • 70 gram hvedemel
  • 5 æg (mellemstore)
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk flagesalt (kan undlades)

Du skal gøre:

Tænd ovnen på 170 grader.

Hak eller bræk chokoladen i mindre stykker og put i en skål sammen med smør og smelt over et vandbad. Rører stille og roligt rundt mens chokolade og smør smelter sammen. Det skal kun smelte sammen, og ikke varmes op (du kan også smelte i en gryde ved svag varme, hvis du syntes vandbad er for bøvlet). Tag skålen væk fra varmen når det er smeltet.

Pisk sukker og æg til en luftig æggesnaps med en el-pisker i ca 8-10 minutter, til den er lys og luftigt.

Hæld langsomt – i en tynd stråle – det (afkølet) smeltet smør og chokolade blanding ned i æggesnapsen, og vend forsigtigt sammen/rundt med en dejskraber (pas på ikke at slå det luftig ud af æggesnapsen).

Bland mel, bagepulver, kakaopulver sammen og sigte gennem en si i æggesnapblandingen (ved at bruge sigten, undgår du klumper i dejen).

Tilsæt saltflager (kan udlades).

Fordel dejen i en smurt bageform på ca 24 x 24 cm.

Bag midt i ovnen ved 170 grader (almindelig ovn) i 20-30 minutter. Prik i brownien med en stikkepind/kødnål/kniv. Hænger der lidt dej fast på værktøjet, men kagen virker nogenlunde fast når du trykker på den, så er den færdig. Husk den skal helst være en smule underbagt (så er den bedst).

Lad brownien køle af i formen, så den kan sætte sig (gerne en lille times tid), før du befrier den fra formen og skæres ud.

Velbekomme.

Prøv også Banankage med peanuts.