Hjem » Risalamande

Risalamande

Cremet risalamande

Juledesserten der er svær at komme uden om i december. I hvert fald juleaften, hvor den liiiiige skal klemmes ned, på trods af at maveskindet er ved at flække efter at have indtaget (alt for) store mængder julemad.

Nogle foretrækker at risalamanden nærmest er flydende, hvor andre er til den mere faste udgave. Derfor har jeg skrevet mellem 5-7 dl piskefløde i opskriften, så du kan skabe præcis den konsistens som du ønsker din risalamande skal have.

Du skal bruge:

  • 180 gram grødris
  • 2½ dl vand
  • 1 liter sødmælk
  • 5 – 7 dl piskefløde
  • 100 gram smuttede mandler
  • 2 vaniljestænger
  • 2 tsk sukker
  • 3 tsk vaniljesukker
  • Salt – hvad du kan have mellem to fingre

Du skal gøre:

Bring vandet i kog i en mellemstor gryde og hæld grødrisene i vandet og lad det koge i 2 minutter. Tilsæt mælk og bring i kog under omrøring.

Når mælken begynder at koge, skrues ned for blusset til svag varme. Læg låget på og lad risene simrekoge i ca. 35-40 minutter eller til risene er færdige. Husk at rører rundt jævnlig, så risene ikke brænder på.

Når risene er kogt færdig, hældes risene over i en skål og sættes i køleskabet overtrukket med husholdningsfilm – gerne til næste dag, hvis muligt.

Flæk vaniljestængerne på langs og skrab vaniljekornene ud med en kniv. Bland vaniljekornene sammen med sukker og mas med kniven på et skærbræt, så vaniljekornene skilles af og bliver blandet godt med sukker.

Pisk fløde til en let skum – enten i hånden med piskeris, eller ved laveste hastighed med el-pisker. Sæt flødeskummen til side. Pas på at du ikke pisker fløden for hårdt.

Hak mandler groft (husk at gem 1 hel mandel…) og vend mandlerne sammen med den kolde risengrød. Tilsæt vaniljekorn blandet med sukker, vaniljesukker og salt.

Vend forsigtig flødeskummen i massen – lidt af gangen, indtil risalamanden har den ønskede konsistens. Husk at tilsætte den hele mandel sammen med flødeskummen.

Risalamande serveres med varm kirsebærsauce.

Hvis du ikke er kommet i julestemning endnu, så prøv brunkager eller brændte mandler.