
Saltsyltede citroner
Saltsyltede citroner giver en skøn saltet og syrlig smag, og dermed en god smagsgiver til gryderetter, salater, supper, dressing i sandwich, pasta, kylling, marinader og andre retter der har brug for et frisk og syrlig strejf.
Det er nemt at lave saltsyltede citroner, men det kræver tålmodighed, for citronerne skal have lov til at trække i en god måneds tid – og gerne endnu længere – før de er klart til brug og du kan begynder at sætte tænderne i citronerne. Husk dog, at holde igen med saltet når de bruges i madlavningen, for de saltsyltede citroner bidrager med en pæn mængde salt efter syltning (hvilket jo giver særdeles god mening).
Du skal bruge:
- 3 økologisk citroner
- 1½ dl groft salt
- Kogende vand
Du skal gøre:
Skyl citronerne, skær den grønne dut af i enden (stilken). Skær et kryds ned i hver citron, fra top til bund, MEN stop et par centimeter før du når bunden, for citronerne skal stadig hænge sammen.
Tag et rent patentglas og skold det med kogende vand (lad lige vandet stå et minuts tid efter det har kogt, så du ikke risikerer at glasset springer på grund af varmen fra det kogende vand,) og hæld vandet fra.
Put en håndfuld salt i bunden af glasset, og tag en citron af gangen og drys salt ned i den og læg videre ned i glasset. Pres citronerne godt sammen i glasset, så de frigiver saft, og hæld det sidste salt i glasset. Hæld derefter kogende vand over, så citronerne er helt dækket.
Sæt låget på og stil glasset et mørk og køligt sted, og lad dem står 1 måned (gerne 2) inden du begynder at spise dem. Vend gerne glasset rundt et par gange, mens du venter på at de bliver klar, for at få saltet godt rundt i glasset.
Når citronerne er færdigsyltede, så opbevares de i køleskabet, hvor de kan holde sig et halvårstid.













