
Frankrigs svar på Italiens pizza
Pizza fra det franske køkken, med tynd bund. Også kaldt hvid pizza, fordi saucen er creme fraiche og ikke tomatsauce, som italienerne anvender.
Her i opskriften har jeg brugt frisk oregano, men det er ikke ligefrem den krydderurt der høre sig til, og det gør parmesanost heller ikke, men jeg kan godt lide at lege med smagene og lave (lidt) om.
Fyld:
- 2 dl creme fraiche (gerne 38%, men ellers 18%)
- 1 æggeblomme
- 1 tsk flagesalt
- ½ tsk muskatnød
- 2 (store) løg
- 250 gram bacon i store tern
- 50 gram parmesan- eller mozzarella ost
Pizzadej:
- 2 dl koldt vand
- 10 gram gær
- 1 tsk sukker
- 200 gram mel (tipo 00)
- 100 gram semolina mel (kan udskiftes med tipo 00)
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
Du skal gøre:
Bland vand, gær og sukker i en skål. Når gær er opløst og små bobler pibler frem i overfladen, tilsættes lidt over halvdelen af melet og rør sammen med en grydeske.
Tilsæt salt og olie og rør det godt sammen. Tilsæt resten af melet lidt efter lidt, mens du ælter dejen. Der skal æltes i ca 20 minutter indtil dejen er glat og smidig. Pas på med at tilsæt for meget mel, for så risiker du, at dejen bliver tør. Dejen skal klistre lidt.
Lad dejen hæve i cirka 30 minutter ved stuetemperatur – eller i køleskabet i nogle timer eller natten over.
Når dejen er hævet til dobbelt større, deles dejen i to klumper. Æltet hver dejkugler i 5-10 minutter til dejen er glat og spændstig. Lad dejkuglerne hæve i yderligere en ½ til 1 time.
Mens dejen hæver, pilles og skæres løg i tynde skiver. Bacon steges ganske let på en pande, for at være sikker på, at baconstykkerne kan nå at blive færdigstilberedt i ovnen. (de skal ikke færdigsteges).
Den halvestegt bacon hældes over på en tallerken belagt med et stykke køkkenrulle, for at suge det overskydende fedt. Sluk for blusset og hæld løgskiverne på panden og vend dem rundt i baconfedtet.
Når dejen er færdighævet, skal den rulles ud, og her er det mest oplagte, at bruge en kagerulle. Men det er faktisk en rigtig dårlig idé, for så bliver de skønne luftbobler mast.
Brug i stedet dine hænder, til at forme dejen til en tynd bund, ved at drysse lidt semolina mel på bordpladen. Tryk dejkuglen flad og pres med fingrene ned i dejen, fra midten og ud, og derefter placerer håndfladeren på dejen og og begynd at bevæge håndfladerne rundt på dejen, mens der strækkes forsigtig i den, og dermed gøre den tynd.
Det er ikke helt nemt, og det kræver øvelse, men gør dig selv den tjeneste at øve dig i at bruge hænderne, fremfor en kagerulle, da resultatet bliver sååå meget bedre.
Bland creme fraiche og æggeblomme sammen i en skål, med salt og muskatnød. Fordel i et jævnt tykt lag på pizzabunden. Fordel derefter løg, bacon og ost på dejen, afsluttet med frisk oregano.
Bages i (forvarmet) ovn ved 250 grader i 10-15 minutter, til kanten er sprød og gylden. Har du en stålbageplade, så får du den lækreste pizzabund, men eller sørg for at bagepladen er varmet op, så dejen får varme nedefra også.













