
Lækre sprøde ostekugler
Du ved, sådan nogle man kan få på Mac D, som smager forbandet godt… hvis man lige ser bort fra at jeg (næsten) hver gang brænder ganen på osten, fordi jeg ikke kan vente med at spise dem, til de er lettere afkølet (hvilket er ufattelig dumt). På det punkt bliver jeg sgu nok aldrig klogere. Suk.
Men…
Du skal bruge:
- 225 gram mozzarella (eller cheddarost)
- 2-3 friske chili (cirka 30 gram)
- 1 tsk stødt chili (kan undlades, hvis du bruger stærke chilier)
- 1 tsk røget paprika
- 2 æg (mellemstore)
- 0,75 dl hvedemel
- 2 dl rasp
- 7 dl smagsneutral olie (fx. solsikkeolie)
- ½ tsk salt
- ½ tsk friskkværnet peber
Du skal gøre:
Skyl chilierne, og fjern hinden med kerner. Hak chilien meget fint med en skarp kniv.
Bland den revet ost sammen med de finthakkede chili, paprika, salt og stødt chili. bland det hele godt sammen, og form til kugler der vejer omkring 15 gram pr. kugle.
Det kræver en god portion tålmodighed, at få kuglerne samlet, men det gør nemmest ved, at lægge en lille klump ostemasse i hånden (eller mellem håndfladerne) og presse sammen. Det gør, at osten smelter lidt og er nemmere at forme til en fast kugle.
Portionen giver 16 kugler.
I en dyb tallerken hældes mel og ½ tsk friskkværnet peber.
I en anden dyb tallerken slåes æggene ud, og piskes sammen med en gaffel.
På en tredje tallerken hældes rasp.
Tag en kugle af gangen og vend rundt i melet. Tag derefter kuglen mellem dine håndflader og rul den blidt, så melet hænger godt fat i kuglen, hvilket hjælper til, at osten bliver indeni kuglen, og ikke fiser ud, når de skal frituresteges i olien.
Efter turen i melet skal kuglen dyppes i æg, videre over i rasp, tilbage i æg og slut af i raspen igen. (Mel – æg – rasp -æg – rasp).
Varm olien op i en lille gryde (kasserolle) til olien når en temperatur på 175 grader (her kan med fordel anvendes et sukker termometer).
Når olien er varmet op, lægges forsigtig 3 kugler i olien af gangen. Her kan der med fordel anvendes en hulske. Steg hver kugle i 2-3 minutter eller indtil de er gyldne. Husk at vend kuglerne, så de får farve på alle sider. De vil ligge sig i overfladen som gynge rundt som et oppustelig badedyr.
Brug hulskeen til at tage de færdig stegte ostekugler op, og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle på en tallerken.
OBS! Varm olie er noget man skal have meget respekt for, det kan give nogle forfærdelige forbrændinger, så være forsigtig.
Skulle du være så uheldig, at der går ild i olien, så have et grydelåg inden for rækkevidde, som du ligger på, hvis der skulle komme en flamme (det har jeg endnu ikke oplevet).
Hold børn og kæledyr væk når der frituresteges.













