
Lækre naanbrød
Naanbrød er mega lækkert som tilbehør til det indiske køkken, men spises efterhånden i hele verden. De kan bruges som pizzabund, frokost, hvidløgsbrød… med andre ord: ‘det perfekte madbrød’
Naanbrød kan laves både på pande og i ovn. I denne opskrift har jeg brugt ovn og stålbageplade, men har du ingen stålbageplade eller pizzasten, så kan du bruge en varm bageplade eller bruge en pande.
Typisk mig, så har jeg valgt at gøre en ting omvendt, nemlig at pensle brødene når de kommer ud af ovnen og ikke før de bages, hvor det varme brød suger (det meste) af smørret. Men det er helt op til dig, om du vil pensle brødene før eller efter at de bages. Uanset hvad, så får du et piv lækkert resultat. Dog bliver de lidt mere bløde hvis du pensler med smør, før de kommes i ovnen.
Du kan bruge røremaskine, ælte med hænderne eller en kombination af begge dele (det gør jeg).
Antal brød: 8-9 styk
Du skal bruge:
- 2½ dl lunken vand
- 20 gram gær
- 2 tsk flydende honning (eller sukker)
- 1 dl creme fraiche eller yoghurt
- 500-550 gram hvedemel + en sjat til æltning
- 1½ tsk salt
- 50 gram smeltet smør
Du skal gøre:
Hæld vandet i en skål og tilsæt gær og honning.
Når gæren er opløst tilsættes creme fraiche.
Tilsæt cirka en tredjedel af hvedemelet og ælt godt sammen, enten med hånden eller ved hjælp af røremaskine (med dejkrog).
Tilsæt salt, og fortsæt med at tilsætte melet lidt af gangen, mens du ælter dejen godt. (Det kan være du skal bruge lidt mindre mel end hvad der er angivet, for det kommer helt an på hvilken hvedemel du bruger. Vigtigt er det dog, at dejen forbliver let klistret og ikke bliver tør og melet).
Ælt dejen i 10-20 minutter indtil dejen er glat og smidig. Jo bedre du ælter dejen, jo bedre resultat får du i sidste ende.
Hvis du bruger du røremaskine, så kør på laveste hastighed (med dejkrog), indtil dejen slipper siderne af skålen.
Personligt anvender jeg både røremaskine og hænder. Hænderne bruger jeg til den sidste del af æltningen, efter maskinen har lavet det hårde arbejde.
Lad dejen hvile tildækket i 1½ til 2 timer, til dejen er hævet til dobbelt størrelse.
Cirka en halv time før dejen er hævet færdig, tændes oven og varmes op – med bageplade – ved 250 grader. (Personligt bruger jeg stålbagplade der sikre en god knasende sprød bund, og her er det vigtigt at pladen er varmet rigtig godt igennem, inden brødene kommer i ovnen).
Når dejen er færdig hævet, hældes dejen ud på et meldrysset bord (ikke for meget mel) og del dejen i 8-10 lige store portioner.
Pres med fingrene hver dejklump flad med fingrene (ingen kagerulle, da luftbobler i så fald vil blive ødelagt) og læg på bagepapir. Bag midt i ovnen i ca 8-10 minutter indtil de er blevet let gyldne.
Lad de færdigbagte naanbrød køle af på en bagrist og pensel straks med smeltet smør (som nævnt, kan du også pensle med smeltet smør, inden de kommer i ovnen, hvilket gør brødene lidt mere bløde).
Brødene opbevares i pose og kan nemt lunes i ovnen igen, før servering. Hvis brødstykkerne sprøjtes med lidt koldt vand inden de lunes i ovnen, så bliver de (næsten) ligeså lækre som da de var nybagt.
Endvidere kan naanbrød med fordel fryses ned.
Serveres fx til indiske retter, til supper, som frokost med lufttørret skinke, marineret bagte grøntsager, parmesan og friske krydderurter.
Velbekomme.













